Lineage – Min arv

Guru Brahma, Guru Vishnu, Guru devo Maheshwara
Guru sakshat, param Brahma, tasmai shri guravay namah

 

Det jeg underviser, er det som jeg har taget til mig fra mine lærere kombineret med min egen kreativitet. Mine lærere er selvfølgelig inspireret af deres lærere, og således er hver yogapraksis et eksempel på forening som overgår tid og rum.

Min antropologiske arv har lært mig, at der er mere end én sandhed i verden, og at min opgave er at øge min egen og andres bevidsthed derom, så vi kan få en verden med menneskelig forståelse.

Jeg er meget inspireret af Sianna Sherman og Rasa Yoga, hun taler lige til mit hjerte. Rasa Yoga kombinerer tantra, klassisk yoga (Patañjali) og Advaita Vedānta samt funktionel anatomi (Dr. Eric Goodman). Tantra er det filosofiske fundament.

Tantra er kort sagt at sige ja til livet. Tan betyder “at udvide/strække sig” og tra betyder “redskaber”. I tantra er målet ikke at slippe fri fra den menneskelige tilværelse. Tantra er en hyldest til vores fysiske tilværelse, fordi vi kropsliggør det guddommelige. I tantra danser Shiva og Shakti i alt og i alle, og invitationen er til at sige Ja til deres leg og fejre den. Shiva er maskulin energi, bevidsthed, det ikke-jordiske, logik, struktur, skarpe linjer, viden. Shakti er feminin energi, krop, det jordiske, kreativitet, intuition, spontanitet, form, blødhed, følelser. Uden Shakti er Shiva som et lig, uden Shiva er Shakti ude af kontrol. En stor del af tantra er skyggearbejde og grænsesætning. Skyggearbejde er fx at reflektere over, hvorfor du bliver ked af det, eller hvorfor du går i reaktion, så du kan blive bevidst om dine mønstre og måske endda blive klogere på, hvorfor de er der, og hvordan du kan forholde dig til dem. Et eksempel kan være, at du opdager, at du reagerer, fordi du har fået overskredet en grænse. Når du er mere bevidst om dine grænser, og hvilke følelser de fremprovokerer, kan du kommunikere dem til andre. Når du sætter grænser, og kommunikerer dem på en sund måde (hvor du ikke er i reaktion), slipper du for at spilde energi pga. skyldfølelse, flovhed, frygt etc. Tantra er at transformere sig selv fra at være et offer til at tage ejerskab over egne følelser og eget liv. Tantra er at kalde alle dele af dig selv hjem, fordi de alle er dele af dig. Du kan ofre dine sorger og glæder og frustrationer til at blive transformeret i kærlighed til fordel for det højeste gode. Hver smerte kan være en udfordring, der hjælper dig til at udvikle og styrke dig. Andre tantriske redskaber er blandt andet meditation, mantraer og yantraer.

  • Tantrisk bekræftelse: “Jeg tjener fra mit hjerte og gennemgår rejsen for min personlige transformation, så jeg kan bidrage til at gøre verden et dejligt sted for alle.”
  • Tantrisk bekræftelse: “Jeg er en beholder for kærlighed og livsenergi.”
  • Tantrisk bekræftelse: “Jeg kalder alle dele af mig selv hjem, og jeg byder dem kærligt velkommen, fordi de alle er med til at gøre mig til den jeg er.”

I tantra anskues asana/yogastillinger, som teknikker til at skabe flow i stagneret energi. En følelse eller et trauma, kan for eksempel sætte sig som en energiblokade i kroppen, som du kan løsne op for gennem yogabevægelser.

 

Ifølge klassisk yoga (fra ca. år 300 fvt.) er livet cykler af lidelse, og gennem yoga adskilles det materielle og sansende selv fra bevidstheden. Fra en tantrisk forståelse er Shakti undertrykt i klassisk yoga. Redskaberne er: 5 yama/forbud, 5 niyama/leveregler, asana/ yogastillinger, pranayama/ åndedrætsøvelser, pratyhara/ kontrol over sanserne, dharana/ stabilisering af sindet, dhyana/meditation og det højeste trin er samadhi/ indre stilhed. Yoga betyder at forene/smelte sammen, i klassisk yoga er målet at etablere sindet i dets sande natur, som er grænseløs bevidsthed.

  • Klassisk Yoga bekræftelse: “Jeg er ikke mine tanker og følelser, jeg bevidner dem og kan kontrollere dem.”

 

Ifølge Advaita Vedānta er dit Indre Selv og Det Universelle Selv/ Kilden den samme. På grund af sløret Maya, oplever det individuelle selv at være begrænset.

  • Advaita Vedānta bekræftelse: “Jeg er ét med Det Universelle Selv.”/ “Jeg er guddommelig.”

 

Både Yandara Yoga Institute og Sianna Sherman har lært mig at lytte til mit hjerte og følge mit hjertes vej. Når jeg følger mit hjerte, fremfor at fokusere på at opfylde andres ønsker, oplever jeg mere flow i mit liv. Når jeg underviser det som taler til mit hjerte, og når jeg følger min intuition, bliver jeg selv mere fuld af livsenergi, og det smitter af på mine elever og på mine omgivelser. Den forståelse hviler på Bhakti Yoga, som har rødder i Śvetāśvatara Upaniṣad (400-500 år fvt. ) og handler om at hengive sig og udvise kærlighed. Bhakti Yoga er et centralt tema i Bhagavad Gita (200-300 år fvt.), hvor Krishna lærer at følge sit hjertes vej. Hengivelse ved at chante mantraer er en central del af bhakti yoga, Yandara Yoga Institute og Rasa Yoga.